Lystsejlerens havneguide til Aarhusbugten: Ebeltoft

Hvis man har tid til den lidt længere tur til Ebeltoft, bliver man belønnet med rigelig havnecharme, når man kommer frem. Her ligger ”Skudehavnen” for lystbåde lige foran de karakteristiske, røde ferieboliger langs havnefronten. Der er badebro for enden af havnen og en smuk gå- eller cykeltur ud på Ahl Hage. Går man den anden vej, kommer man til den gamle fiskerihavn, der er ved at udvikle et lille, charmerende strøgmiljø. Her ligger Ebeltofts nyeste kaffebar, Apelgreens, der har alt, hvad der hører til en moderne og charmerende café.

 

Trænger man til for alvor at lufte sit shoppegen, er Take Now en stor bazar med loppemarked og restlagersalg, hvor man kan få ALT mellem himmel og jord. Helt sikkert både noget man kan bruge og noget, man ikke kan bruge. Der er nok at vælge mellem, og nogle vil nok finde hele butikken en smule udmattende.

 

I en helt anden stil er der gavebutikken, Hos Walter. Her kan man støve rundt og lede efter den lækreste specialitet eller gaveidé. Der er et stort udvalg af eksklusive vine samt gin, whisky, rom, mm. Her er også masser af lokale varer med personligt præg og en høflig betjening, som ved noget om det, de sælger. Én af den slags butikker, hvor man er blank som et spejl når man går ind, og glad og tilfreds med sit bidrag til gavebordet, når man går derfra.

 

Når man har kigget ud over havet og Mols Bjerge fra Fiskerihavnen, kan man gå over broen og komme videre til Glasmuséet og Fregatten Jylland inden man evt. drejer op i byen og fortsætter turen. Ebeltoft er derfor et sted, hvor man roligt kan blæse inde uden at risikere at komme til at kede sig. Skulle stormen vare flere dage, er der udflugtsmål i alle retninger – bl.a. til Ree Park, Djurs Sommerland, Skandinavisk Dyrepark, Kalø Slotsruin, Mols Bjerge, etc. Man kan også leje en cykel og begive sig ud at se på skove, strande, naturlejrpladser og andre, fine steder i Nationalparken. Er man mere mageligt anlagt, er der også busture med Nationalparkbussen, hvor man får både de smukke udsigter og landskabets historie med i købet.

 

Er besøget kort, kan man snige sig til en ”light-version” af Mols Bjerge, ved at gå op i bakkerne på den anden side af Ebeltoft og op til udsigtspunktet ovenover. Herfra har man på en klar dag en fantastisk udsigt over Ebeltofts tage og Mols Bjerge i den ene retning, og Kattegat, Hjelm og Jernhatten i den anden retning.

 

Har man tid, kan det kraftigt anbefales at slå et smut ud forbi Hjelm, når man forlader Ebeltoft. Det er ikke tilladt, at gå i land på øen, så det er fantastisk at se, hvor vild naturen bliver, når der slet ikke kommer mennesker et sted.